Er en mand overhovedet nok ??

Hey Twerklings og BOOTYLovers

Kender i det, når man har mødt en mand (eller dame for den sags skyld), og det er inden man sådan rigtigt lærer hinanden at kende (og finder alle den andens fejl). Den der følelse man kan få om sommeren, hvor man næsten er 15 år igen og obsesser over personen – sådan et rigtig teenage summer crush! Der hvor man godt kan komme til at bruge i hvert fald 15 min på at scrolle igennem den andens insta/facebook, og man liiiidt kommer til at nævne personen i alle mulige sammenhæng, fordi de bare er i ens tanker, og der hvor man HELE tiden har lyst til at være sammen eller i det mindste tale i telefon sammen!

Jeg er meget sådan en person: hvis jeg kan lide en sang, så hører jeg den på repeat i 4 dage (indtil min kusine eller veninde er ved at blive sindssyg – så hører jeg den lidt mere, og så slukker jeg). Er der noget, jeg virkelig godt kan lide, så spiser jeg det indtil, jeg er ved at kaste op over det. Og hvis jeg virkelig gerne vil fortælle noget til min ven/inde, så ringer jeg indtil han/hun tager telefonen (ja, det kan godt blive til 20 opkald imens hun sidder i møde på Christiansborg – men når jeg er excited, så skal det deles).

Så, når jeg har et summercrush, så kan du vel godt regne ud, at jeg er liiiidt (læs ret) intens, eller i hvert fald kræver en del opmærksomed. Lad os sige det sådan her, jeg er en fuldtids beskæftigelse. Det er ikke noget, jeg skammer mig over, eller synes jeg skal lave om på (det brugte jeg mine teenageår på at prøve på. Det er ikke muligt, sådan her er jeg bare). Jeg tror, det er fordi, jeg er enebarn, og mine forældre har givet mig ubetinget kærlighed og en ret stor omgang opmærksomhed. Jeg var sådan et barn, der når min far gerne ville læse avis, og jeg gerne ville leges med, så spiste jeg hans avis eller lagde mig oven i den indtil han legede med mig (ja, jeg var nok et lidt irriterende barn til tider).

MEN og nu kommer det uundgåelige men……

Det er helt klart som om mit summer crush ikke hører sangen på repeat i 4 dage i streg, han siger at han er vild med sangen, men han høre den moderart……… hmmm

Så gang på gang på gang ender jeg i sådan en nederen position, hvor det er mig der ringer og skriver og sprøg ham, hvorfor han ikke har ringet til mig? – den position er bare ALDRIG fed! Jeg gider jo ikke være nagging – men jeg forstår bare heller ikke, at når jeg kan lide ham, og vil ringe hele tiden, hvis han så kunne lide mig så vil han vel også ringe hele tiden? Og når han så ikke ringer hele tiden, så er det vel fordi han ikke kan lide mig, ligeså meget som jeg kan lide ham… og så står man der med sårede følelser.

De der matematiske slutninger – hvis X –> Y, og derfor hvis Y —> X tror jeg dog er gode at pakke væk (selvom det er svært)

For vi taler alle sammen forskellige kærlighedssporg, og vi kan simplethen ikke tolke andres opførelse udfra vores egne intentioner og handlinger.

I det store hele er det ret svært at tolke verden, uden at dette kommer til at handle om en projektion af vores egne usikkerheder og vores egne historier, vi bruger som forklaringer.

Jeg øver mig derfor i at være nysgerrig, ærlig, åben og spørge ind til ting, før jeg får følelses-drama (sådan noget – sådan her er det altid, ingen kan elske mig, jeg møder kun mænd, der er uopnåelige blablabla..)

Så det er sådan noget total voksen-modent noget, jeg går og øver mig på….

 

Men imens man øver sig på at være voksen og moden, så kan sådan teenage (hvilket jo langt fra er voksen eller modent) følelser også håndteres på en yderst effiktiv og yders barnlig måde

Man skal bare sørge for, at den opmærksomhed man mangler fra teenage summer crush nr 1, får man fra teenage summer crush nr 2.

Carrie var inde på det i SATC – måske kan man bare ikke forvente at få alle ens behov tilfredsstillet fra en enkel mand ?!
Jeg tror nu, at når det er den rigtige, så skal det hele nok gå op i en højere enhed, men indtil da så må jeg jo sprede min flirten og behov for opmærksomhed ud på et par summer crush af gangen, så de enkelte mænd ikke går ned med stress LOL

BOOTYLove