Hvorfor forventes jeg at slår min kat ihjel og ikke min bedstefar ?!

Hey Twerklings og BOOTYLovers

Jeg har  været  ret stille på bloggen siden mit indlæg om katte clairvoyanten Kit.

Og selvom det var sjovt og fantastisk, så har nyheden om, at Kaja er døende sat en mood dæmper på min liv.

De fleste spørg mig “jamen, når hun er 19 år, må du da forvente at hun snart skal dø?!” Men der er bare stor forskel på, at vide at det er en ret høj alder for en kat, og så konkret forholde sig til, at lige om lidt er hun her ikke mere.

Ja, i know #firstworldproblems at miste en kat på 19 år, men når man har gået op og ned af hinanden i 19 år, så er det en ret stor omvæltning i mit lille I-lands liv.

Dem af jer, der har prøvet at miste kæledyr ved hvad jeg taler om. Det er en ubærlig tanke at forholde sig til.

 

Et billede hvor Kaja hader mig, fordi jeg løfter på hende, af Ekaterina Krarup Andersen

 

Clairvoyant Kit anbefalede at jeg fik fat i en Mobil Dyrelæge, da Kaja jo ikke just er sådan en kat man lige tage til dyrelægen. Hun gentog flere gange, at jeg skulle begynde at vænne mig til tanken og at jeg godt selv ville vide hvornår det var tid. At jeg ikke måtte beholde hende her for min egen skyld, og at jeg ikke skulle trække tide ud, sådan at hun endte med at have kramper – både fordi det ville være uværdigt for hende og ikke sådan jeg selv skulle mindes min kat.

Så i dag var dagen jeg havde samlet mig til at ringe til dyrelægen, for at undersøge hvordan og hvorledes, hvis det skulle blive akut (læg gerne mærke til at jeg kun kan skrive hvis, og ikke når).

Det var ikke et sjovt opkald, overhovedet! Især fordi jeg virkeligt ikke har lyst til at forholde mig til at Kaja er døende på sådan et konkret plan, da det gør det meget virkeligt.

Dyrelægen var sød, men også meget bestemt beslutte på, at Kaja burde aflives nu! Hun mente ikke, at det var et værdigt katteliv at byde nogen, efter at jeg med 3 sætninger har beskrevet hendes alder og hendes nedsatte organfunktion.

Altså det der “et værdigt liv” forstår jeg ik?!

Der er ALDRIG nogen, der har bedt mig overveje at slå min bedstefar ihjel, fordi han har dårligt hjerte, har været indlagt og døende mange gange, og har ret nedsat livsfunktion ift. et frist, yngre menneske?!

Der er aldrig nogen, der har bedt mig bestemme om det var ved at være slut for ham, fordi det næsten var synd at holde ham i live.

Har han ondt, ja. Har han nedsat funktion, ja. Lever han er værdigt menneskeliv, ja det vil jeg da mene – for han nyder det så godt han kan på de præmisser der nu er stillet ham.

Hvorfor skal jeg så aflive , altså det pæne ord for slå ihjel, min kat, når hun ikke er færdig med at leve.

“Jamen, nogen steder i verden har man jo også aktiv dødshjælp for mennesker”.

Ja! Præcis Aktiv dødsHJÆLP, ikke aflivning eller “jeg bestemmer at dit liv ikke er værd at leve længere” men en hjælp til folk, der har besluttet ikke længere at leve.

Den dag min kat ikke spiser længere, når hun ikke gider rejse sig og ikke vil mere, så skal jeg da hjertens gerne hjælpe hende over på den anden side.

Men hvorfor forventes det af mig, at være den, som bestemmer om hun skal leve mere eller ej?!

Og med en selvfølgelighed ??

“Jamen Louise, det er jo bare en kat! Det er ikke det samme som din bedstefar, fordi han er jo et menneske!”

Kaja er en kat ja, men hun er også et levende væsen, med en bevidsthed og en unik personlighed, som jeg har levet med i 19 år! Hun er det væsen der er tættest på mig!

Ærligt, jeg er mere ked af at Kaja er døende, end da min farmor døende for et par år siden.
Så jeg ser overhovedet ikke, at det skulle gøre en forskel om hun er en kat eller ej.

Min farmor var en total cool dame, der besluttede sig for at dø 2 uger før hun fyldte 90 år, fordi nu gad hun ikke længere. Hun havde gentagende gange sagt, at hun ik gad fejre sin fødselsdag, så ingen var overraskede, da min far fandt hende død på hendes badeværelse. Faktisk få meter fra gangen, hvor hendes mand døde mange år før (desværre utidigt). Det er randomly min barndoms venindes veninde, der endte med at købe lejlighende. Hun siger godt, at der er lidt dårlig stemning der ved gang/badeværelset, men vi har ikke sagt hvorfor.

Nåh, men jeg ku skide godt lide min farmor, de 4 gange om året jeg så hende (hvor hun tævede os alle i kortspil og drak min far under bordet), men det kommer altså til at ændre mit liv markant mere når Kaja ikke er her.

Jeg vil ikke have at hun skal lide, men jeg synes samtidig heller ikke at det er min ret (fordi hun er en kat og jeg er hendes “ejer”) at bestemme om hun skal leve eller ej! Selvom det tydeligvis forventes af mig !

BOOTYLove

PS. jeg Elsker virkeligt min bedstefar og skal nok love at jeg ikke slår ham ihjel, næste gang jeg er i Jylland!