Er en kvinde virkelig så frygtelig ?

Hey Twerklings og BOOTYLovers

I går var jeg, GirlSquad og søde Natasha Brock (hende den ret sjove fra comedy fight club) en tur i biffen til premierer på den nye danske film “En frygtelig kvinde”.

Jeg var ret spændt da jeg gik ind: Er det her mon sådan en film man som feminist hader? Eller bliver det helt vildt sjovt og nuanceret? Hvor frygtelig er denne kvinde mon?

Jeg havde godt set lidt i traileren om, at det var sådan en monster kvinde, der lavede helt vildt om på sin kæreste og fik ham til at spise kål, og han måtte ikke se vennerne osv. Meget sådan stereotypt hvordan vi taler om den kvindelige kæreste når hun er “værst”.

Men jeg må indrømme at jeg faktisk var lidt skuffet.

Måske er det bare fordi jeg tog titlen “en frygtelig kvinde” lidt for bogstaveligt. Jeg havde nok forventet/ håbet at denne her kvinde ville udvikle sig til et komplet urimeligt monster. Det synes jeg dog ikke hun gjorde. Overhovedet.

Nu kommer der altså spoiler alerts, så hvis i har tænkt jer at se filmen og ikke vil vide noget om indholdet så stop med disse ord – ok sjov men også lidt trættende portrættering af stereotype kønsroller set fra to semi-bitre mænds syn”

Hvis i ikke har noget imod spoiler alerts forsætter jeg her:

Hun blev frygtelig, i en eneste scene – efter min mening – hun bliver på et tidspunkt virkelig verbal og psykisk voldelig overfor ham, hvilket jeg synes var virkelig virkelig ubehageligt!

Hun sluttede sit verbale overfald af med orderne “mand dig op, og tag mig!” Og her var jeg ovenud lykkelig over, at manuskriptet ikke gik på en “jeg generobre min sårede maskulinitet igennem voldtægtssagtigt dominans sex” men at hovedpersonen alligevel var lidt mere nuanceret.

Men tilbage til alle de scene hvor den frygtelige kvinde ikke rigtig var så frygtelig.

Altså, det var tydeligt at vi nok var de eneste i salen med den oplevelse. Der kom højlydte jubleråb, brummende genkendelser og grin fra størstedelen af salen igennem hele filmen. Faktisk var dette måske det mest interessante ved filmen, fordi det var mændene der reagerede. Denne film skildre i hvert fald en fortælling i samfundet (måske mest af alt i blandt mænd i samfundet) om hvordan kvinder er i et forhold.

OK hvad var det så hun gjorde der var så forfærdeligt.

Hun flyttede ind i hans lejlighed – ja, altså det blev de vist enige om hun skulle. Men hey med hende flyttede også ALLE hendes ting, som nu skulle fylde i, ja deres fælles lejlighed. Common, det er vel fair nok at hendes ting flytter med, og vel også fair nok at når lejligheden går fra at være en persons til en fælles lejlighed, så ændre den udtryk.

Han følte sig lidt overrumplet af, at nogle af hans ting ikke skulle være på de samme pladser. Hvad gjorde han – han lod bare vær med at sige det, før hun måtte hive det ud af ham. Så blev det endnu sådan en “haha hun vil gerne tale om hvad der sker inde i ham scene”. Men der skete jo faktisk nogle ting. Som han ikke af sig selv sagde. Hvorfor skal vi gøre grin med at hun gerne vil konfrontere de ting der fylder i deres forhold?

Hun prøvede at planlægge deres tid sammen – Hun introducerede en kalender, sådan at de slap for misforståelse og så de kunne forventningsafstemme ift. hvornår de skulle ses og hvornår de lavede noget med andre. Ja, det er lidt besværligt ift. at man skal skrive ned hvad man laver, men kommunikation og forventningsafstemning er da to ret centrale ting i et parforhold, right?

Hun fik ham til at spise grøntsager – Især efter min tur på Veganer udfordringen tidligere i år er jeg blevet bevidst om, at kød og maskulinitet at knyttet tæt sammen i vores fortælling om den “rigtige mand”. Så når kæresten i filmen forsøger at introducere en vegetar lasagne, laver kål-ruller eller får sin mandelige kæreste til at skærer frugt tolkes det af publikum som en decideret kasteration. Der blev grinet utroligt højt over at han sagde nej til burgers med drengene og tog hjem og spiste kål ruller. Jeg grinte også, men mest over hvor unuanceret og skrøbeligt denne fortælling om maskulinitet er.

Hun siger til og fra i sengen–  En anden ting, der i filmen gør hende frygtelig er, at hun godt ved hvad hun vil i sengen. I en scene skal de til at have sex, og så beder hun sin kæreste slikke hendes fisse. Det gør han så indtil hun kommer. Og så falder hun i søvn. OK, den sidste del er måske ikke så elegant. Klip til en anden scene, hvor han kommer hjem efter en tur i byen (hun har haft tøse-aften, der hjemme og er også fuld). Han beder hende om et blowjob, og hun siger at hun ikke har lyst, fordi hun synes det er lidt ulækkert. Hele salen griner og føler med den stakkels fyr. Men Katja vender sig om til mig og hvisker (faktisk taler hun ret højt til mig under det meste af filmen, men jeg skriver hun hvisker fordi det virker mere passende): Det er præcis ligesom en mand ofte ville sige – jeg vil ikke slikke din fisse, fordi jeg synes det er ulækkert.

Men fordi det er kvinden, der siger det (og kvinden som min. en gang i deres forhold selv har modtaget oral sex uden at give tilbage) så er det horribelt.  Og hvis sandheden skal frem, ja så smager party-pik sgu ofte lidt funky (sådan af sved, tis og lidt for meget whisky i sæden).

Ok, der er også nogle sådan helt fair nederen ting hende her kæresten gør i filmen. Hun siger ting der er modstridende, hun kan ikke helt beslutte sig, hun overhører ting, hun får formuleret sig klodset, hun er for ivrig eller hun misforstår ham. Men gør det nogen til frygtelige – nej det synes jeg ikke. Det gør nogen til mennesker.

Filmen kunne ligeså godt hende en frygtelig mand: En film om en mand, der overskrider sine egne grænser, der ikke får sagt hvad han faktisk mener og føler. En film om en mand, der er usikker på sig selv, og derfor laver sig om for at gøre en anden tilfreds. En film om en mand, der er tjekket ud af sit forhold og ikke tager ansvar for sig selv.

Filmen kunne også havde heddet: En mand, der har nogle frygtelige venner, som ikke hører efter når han faktisk har det rigtigt dårligt og prøver at bede dem om hjælp.

Eller filmen kunne havde heddet: Et parforhold er pisse svært når to forskellige mennesker oplever verden forskellige. Sådan er livet.

Jeg blev lidt træt i løbet af filmen, faktisk ikke fordi den er urealistisk eller skildre parforholdet helt forkert. Men mest pga. den måde de historier, der ligger i vores samfund fik salen til at fortolke det der skete, hvilket blev understreget af nogle dæmoniske blikke den kvindelige hovedrolle gav til kameraret, for at understrege at hun godt vidste, hvad hun gjorde.

Det er en interessant film, fordi den virkelig udstiller vores fortællinger om hvordan mænd og kvinder skal eller burde være i et parforhold, hvilket jeg jo altid finder lidt trættende. Men så er det godt at man har Katja, der “hvisker”  vredt igennem hele filmen, så vågner man lidt op igen 🙂

BOOTYLove