Movember… jeg vil også være med !

Hey Twerklings og BOOTYLovers

Så er det endnu en gang blevet november, hvilket også betyder, at mænd verden over fejrer Movember.

Movember er en bevægelse, der hver november måned sætter fokus på mænds sundhed såsom prostata og testikel cancer, selvmord og depression, ved at mænd lader et overskæg (moustache) gro.

En af grundene til, at det er nødvendigt at lave en kampagne for at sætte fokus på mænds sundhed, er at “mænd” i en normativ og patriarkalsk forståelse ikke må være “svage” eller “følsomme” og derfor går mindre op i deres egen sundhed, end kvinder f.eks. gør. Vi ser det også i sproget, når vi bruger udtryk som “mand dig op”, “boys dont cry” “tøsedrenge” eller “grow some balls”.

Det er alt samme tegn på, at mænd ikke får lov at være i kontakt med deres følelser eller udtrykke dem, så længe de skal leve op til det maskulinitets-ideal, vi desværre stadig har.

Det er selvfølgelig helt fucked up for mændene, men det er også fucked up for mig. Både fordi at jeg risikerer, at min kommende mand dør årevis før mig. Men selvfølgelig også fordi en nederen og fastlåst, normativ manderolle påvirker og begrænser, hvad jeg personligt må/ kan i min egen kønsrolle.

Ergo vores alles frigørelse hænger sammen, og derfor støtter jeg selvfølgelig op omkring movember-bevægelsen.

MEN nu har jeg altså kæmpet i flere år for at kunne bidrage med min egen moustache … og det har ikke givet gode resultater endnu!

Så i år skifter jeg taktik og slår samtidig et slag for kvindekroppen og kropsbehårings-shaming!

Det er ikke meget hår, jeg har fået groet endnu – men jeg gør mit bedste!  (billede er forresten taget i starten af Nov…)

Jeg vil i hele november måned ikke barbere mig under armene, og forhåbentligt kunne producere et mere imponerende hårbidrag til sagen her, end hvad min overlæbe har kunnet præstere.

Jeg synes egentlig selv, at jeg har (fået) et ret afslappet forhold til min krop og dens behåring. Jeg har fået lavet noget laser hårfjerning i bikini-kanterne, men ellers kan jeg sagtens lade “skægget stå”, som man jo siger. Jeg kan også sagtens lade hår gro på resten af kroppen (ben, lår, arme osv.) uden at tænke over det. MEN lige hår under armene har jeg aldrig ladet gro ud.

Jeg begyndte nærmest at fjerne det med en skraber, før det kom frem.

Hår på kvindekroppen er fra øjenvipperne og ned forbundet med et vist tabu. Det bliver italesat som uhygiejnisk, usoigneret og utiltalende (eller på godt dansk – klamt).

Det er helt klart ikke fra mine forældre, at jeg selv har fået denne opfattelse af hår. De har begge altid haft kropshår alle mulige steder, og jeg kan som barn ikke huske, at de nogensinde har talt negativt om det eller fjernet det (undtagen min far, der barberede sit ansigt).

Alligevel husker jeg tydeligt som sådan 5-6-7 årig at være i Føtex med min mor, som casually fjernede et (hoved)hår, som sad fast uden på min bomuldsbluse lige ved min armhule og sagde “hov, du har vist lige et hår der.”

Jeg blev helt vildt ked af det, flov og rasende. Og gik resten af turen rundt med armene stramt ned langs siden. Det endte med, at jeg græd i Føtex og skældte min mor ud for at have sagt, at jeg havde et hår under armen – fordi jeg på en eller anden måde havde forbundet det med at være forkert og derfor skammede mig over at have hår under armen.

Det er jo en lidt komisk historie, fordi et løst hår på en trøje jo slet ikke er det samme som at gro hår under armene. Men det siger også noget om, hvor stærkt et budskab, der bliver sendt til

kvinder om at regulere deres kropsbehåring, når et lille barn, der tydeligvis ikke har fattet konceptet, alligevel reagerer på det.

Jeg har arbejdet aktivt med at gøre op med denne internaliserede (ind-i-gjorte) regulering af min krop ved at gro hår på benene, indtil at jeg følte mig tilpas med det look – sådan at det at fjerne hår kunne blive til et valg og ikke en tvang. Det samme med hår i skrævet – hvor jeg bevidst har arbejdet med at føle mig sexet og behåret på samme tid 😉

Så nu kommer vi til armhulerne.

Det handler for mig om at bevidstgøre de normer og diskurser, der får os til at opføre os på en bestemt måde.

Hvorfor er det f.eks. nemmere som kvinde at begå sig i samfundet, når hun har barberet sine ben, hvorimod det er langt sværere for en mand, hvis det opdages, at han fjerner de hår?  Eller hvorfor opleves det som mere rigtig, at have hår lige over øjenen (øjenbryn) end under armene?

Det er altid godt at stille sig kritisk overfor, hvorfor vi handler som vi nu gør, fordi det kan åbne op for nye og måske bedre måder at handle på.

Og så handler det her jo også om at gøre op med nogle myter. F.eks. ideen om at det er klamt og uhygiejnisk at have hår på (kvinde)kroppen.

For det er faktuelt usandt!

Vi har hår på kroppen netop for at beskytte os selv imod infektioner og friktion (gnidning). Og når vi barberer os, er det langt mere uhygiejnisk end at lade være, fordi vi udsætter os selv for små sår (med risiko for betændelse eller infektion) eller indgroede hår.

Vi gror selvfølgelig alle sammen hår på vidt forskellige måder og vidt forskellige steder i vidt forskellige mængder.

Og det er altid op til den enkelte krop at beslutte, hvordan man har lyst til at have hår – men jeg håber, at vi sammen kan arbejde hen imod, at dette netop er en beslutning og ikke en tvang.

Så hvis I har lyst til at være med i en omgang Movember, så læg skraberen på plads, køl voksen ned og lad mig høre, hvilket hår på din krop, du vil lade gro indtil d 1 dec 🙂

BOOTYLove